Gode råd til din hund

Gode råd til hvordan du kan hjælpe din hund bedst muligt

I vores smådyrsklinik tager vi vare på din hund – kærligt og kompetent. Vi sætter altid god tid af til hver enkelt patient, så der er den fornødne ro omkring undersøgelse og behandling.

Behandling af hunde

I vores smådyrsklinik tager vi vare på din hund – kærligt og kompetent. Vi sætter altid god tid af til hver enkelt patient, så der er den fornødne ro omkring undersøgelse og behandling.

Vi tilbyder alle former for behandling af hunde – fra vaccination og ormekur over medicinsk behandling til røntgen og operation. Vores hospital er veludstyret og moderne – bl.a. tilbyder vi digital røntgen.

Ligeledes kan du købe foder hos os, der sikrer, at din hund får alt, den har brug for i sin kost.

Du kan desuden få rådgivning om hvordan du bedst sikrer, at din hund trives – fra håndtering af nytårsaften over sygeforsikring til overvægt.

Al behandling foregår på vores eget hospital af vores erfarne smådyrsdyrlæger.

Foder

De fleste hunde- og katteejere ønsker at give deres kæledyr et sundt og velsmagende fuldfoder.

Vi har valgt at føre serien HPM fra Virbac til både hunde og katte.

Det er et banebrydende foder, idet det er fremstillet af væsentligt større mængde animalsk protein og mindre kulhydrat end andre dyrefodermærker på markedet.

Højt indhold af protein fra kød har en række fordele for dit dyr:

  • Det smager rigtig godt
  • Giver en flot hud og pels
  • Har høj fordøjelighed og lavt glykæmisk index
  • Understøtter led og muskulatur
  • Understøtter et sundt immunforsvar

Der er flere fordele, men prøv at komme forbi os og få mere information og en smagsprøve med hjem til dit kæledyr.

Læs meget mere her

Fyrværkeri

For vore kæledyr kan fyrværkeri være en skræmmende oplevelse. Både lysglimtene og de høje lyde kan fremprovokere angstanfald hos hunde og katte.

Nogle typiske tegn på angst hos hunde er:

  • Uro
  • Lav kropsholdning og haleføring
  • Smalle øjne, lange mundvige, tilbagelagte ører
  • Halser, savler, ryster
  • Gemmer sig
  • Urenlig

 

Gode råd til nytårsaften:

  • Motioner hunden tidligt på dagen, en god lang tur i skoven eller på stranden hjælper hunden til at slappe af om aftenen. Husk at have snor på, et højt brag kan skræmme hunden så den løber væk i panik.
  • Ynk endelig ikke hunden, forsøg i stedet at aflede hunden med lidt træning, søgen efter godbidder nyt legetøj eller andet, som den finder sjovt.
  • Træk gardinerne for og tænd godt med lys og sæt let rytmisk musik på musikanlægget. Gerne musik som hunden er vant til fra rolige stunder.
  • Lad ikke hunden være alene hjemme.
  • Tilbyd hunden et roligt sted, hvor den kan være i fred. Giv den en lille bunke tæpper her, den kan gemme sig i, hvis den helst vil det.
  • Forsøg ALDRIG at overbevise hunden om at fyrværkeri ikke er farligt ved at tage den hen til fyrværkeriet. Hunden forstår det ikke og oplevelsen vil gøre mere skade end gavn.
  • Ignorer selv fyrværkeriet og hundens eventuelle reaktioner på det. Herved signalerer du, at situationen er ufarlig.
  • Vær opmærksom på at atypisk opførsel som udklædning, truthorn og berusede personer kan virke stressende på en hund og evt. forværre angsten.

 

Behandling af fyrværkeriangst

Angsten vil ofte forværres fra år til år. Derfor er det en god ide at forebygge situationen. Et træningsprogram i form af en lyd-CD, der gradvist vænner dyret til fyrværkeri og tordenvejr kan anbefales. Det er vigtigt at starte i god tid, gerne allerede fra februar.

Medicinsk behandling kan i nogle tilfælde være nødvendig. Til den lettere nervøse hund anbefaler vi at bruge Zylkene, Kalm, Adaptil eller en kombination heraf. Det er alle angstdæmpende og tryghedsskabende stoffer, der er helt uden bivirkninger. De kan gives over en længere periode eller man kan nøjes med at give dem Nytårsaften.

Til den meget nervøse hund, kan det være nødvendigt at bruge stærkere beroligende medicin. For at udlevere disse lægemidler skal dyrlægen have kendskab til dyrets sundhedsstatus. Det kræver at vi har set og undersøgt dyret inden for det seneste år. Der findes forskellige slags medicin, der dæmper angst og vi vælger ud fra den enkeltes behov og gældende lovgivning på området.

Et dyr der er behandlet med beroligende medicin må ikke efterlades alene hjemme uden opsyn.

ID-mærkning af hunde

Alle danske hunde skal chipmærkes senest ved 8 ugers alderen.

Mikrochippen er en lille aflang ampul der lægges under huden på venstre side af halsen ved hjælp af en kanyle.

Chippen kan herefter aflæses med en scanner (dyrlæger, politi og Falck har scannere) og via Dansk Hunderegister kan man finde hundens ejer.

Du skal huske at melde flytning eller overdragelse af hunden, til Dansk Hunderegister, så oplysningerne er tidssvarende.

Det bør også meldes her hvis din hund er afgået ved døden.

www.hunderegister.dk

Foruden chipmærkning er det et lovkrav at alle hunde skal bære hundetegn. Herpå skal fremgå ejers navn og adresse.

Du kan bestille indgravering og fine hundetegn fra Red Dingo hos Nørager Dyrehospital.

Ormekur

Ormekur er receptpligtig medicin, der, for at undgå resistens blandt parasitterne, ikke må udleveres med mindre der er konstateret orm hos dyret. Det vil sige, at der skal foreligge enten synligt bevis på orm i afføring eller opkast, eller der skal i en afføringsprøve påvises ormeæg. Eneste undtagelse herfra er drægtige hunde og hvalpe samt dyr, der skal rejse (Norge, England, Irland).

Ormekur kan gives som piller, pasta, mikstur eller til kat som pour-on, der dryppes i nakken.

Her kan du læse mere om Rævens Dværgbændelorm her.

Overvægt blandt hunde

Mange af vores kæledyr bliver i dag overvægtige, med fare for at udvikle livsstilssygdomme.

Overvægtige hunde er i fare for at udvikle sukkersyge, ledproblemer, ryglidelser mm. De får også svært ved at soignere sig selv, pelsen bliver skællet og fedtet. Herudover bliver dyret mindre aktivt, hvilket yderligere bidrager til vægtøgning.

Men der er heldigvis hjælp at hente. Tag en snak med dyrlægen om problemet og få hjælp til at få startet på et vægttabsprogram. Der findes foder, der er beregnet til vægttab hos din hund. Foderet indeholder mere fiber end normalt, hvilket giver dyret en god mæthedsfornemmelse. Samtidig er du sikker på at hundens næringsbehov i øvrigt er opfyldt.

Din dyrlæge sætter i samråd med dig, et mål for vægttab og udregner den daglige foderration. Vi tegner en vægtkurve og følger op med kontrolvejninger for at se om resultatet indfinder sig.

Rejse med hund

Har du planer om rejse med din hund eller kat kræver det lidt ekstra planlægning.

Skal du til et EU land er der krav om:

  • ID mærkning (mikrochip)
  • EU pas (udfærdiges hos dyrlægen)
  • Rabies vaccination (minimum 21 dage før du rejser)

Går turen til et tredjeland (uden for EU) skal du ind og tjekke på fødevarestyrelsens hjemmeside hvilke krav der er. Det kan også være du er nødt til at undersøge mere specifikt på pågældende lands fødevaremyndigheder eller ambassade. Læs mere her.

Skal du med fly må du undersøge eventuelle krav fra det enkelte luftfartsselskab.

Vær derudover opmærksom på at der kan være fare for smitte med eksotiske sygdomme, som vi ikke ser i Danmark. Det kunne være via sandfluer eller flåter, som forekommer længere sydpå i Europa.

Kom derfor gerne omkring klinikken til en snak om forebyggelse mod f.eks. Tropisk hjerteorm, Leishmania, Rævens dværgbændelorm og Babesiose

Hvis din hund eller kat er lidt utryg i forbindelse med transporten, kan det være en god idé at anskaffe Feliway eller Adaptil inden turen. Det er beroligende feromoner som kan tage toppen af ubehaget.

Røntgen

Røntgenoptagelser er et af vores mest værdifulde diagnostiske hjælpemidler. Nogle gange kan et enkelt billede fortælle hele historien, f.eks. ved brækkede ben, blæresten og ved røntgentætte fremmedlegemer i mave-tarmkanalen .

 

HD samt AD
Røntgen anvendes også hos mange hunderacer til at fastlægge status for hofteledsdysplasi (HD) og albueledsarthrose (AA) før de godkendes til avl i de respektive klubber.  Bedømmelsen af disse billeder foretages centralt i Dansk Kennel Klub.

Forud for en HD/AD undersøgelse skal du bestille en rekvisition fra DKK. For at få denne må du kende dato for undersøgelsen, samt navn på den fotograferende dyrlæge. Rekvisitionen bestilles på hundeweb.

HD står for hofteledsdysplasi. Det er en lidelse, hvor lårbenshovedet ikke passer ordentligt ind i hofteledskålen. HD er en arveligt betinget sygdom. Arvegangen kaldes ”polygen”, d.v.s. der er mange forskellige gener, der har betydning for om hunden er disponeret for at få sygdommen.

Er hunden arveligt disponeret har den risiko for at udvikle sygdommen. Risikoen forværres hvis hunden udsættes for negative miljøpåvirkning som f.eks. forkert fodring, overdreven motion, eller hurtig vækst.

Symptomer på HD er smerter fra hofterne. Hunden har svært ved at rejse sig, er slinger i bagkroppen og sætter sig hurtigt ned når den ikke er i bevægelse. Med tiden udvikles slidgigt i hofteleddet.

 

HD-undersøgelsen
Selve undersøgelsen foregår ved, at hunden bedøves let, så den ligger helt stille under fotograferingen. Hunden skal ligge på ryggen med bagbenene strakt ud, mens billedet tages. Dyrlægen skal indfotografere data fra DKK´s rekvisition på røntgenbilledet og indsende dette til bedømmelse hos DKK´s dyrlæge. Fotograferende dyrlæge bliver i øvrigt bedt om ikke at udtale sig om hundens HD status. Ejer modtager vurderingen direkte fra DKK.

 

Aldersgrænse
For de fleste hunde gælder at de skal være fyldt 12 mdr. før HD status kan vurderes. Men ”gigant racerne” skal være fyldt 18 mdr. Du kan finde mindstealderen for din hunds race på DKK´s hjemmeside. 

AD står for albueledsdysplasi. Det beskriver en fejludvikling i ledbrusken i albueleddet, der kan give anledning til slidgigt i albueleddet. Det medfører, at der dannes nyt knoglevæv omkring leddet og bevægeligheden nedsættes med mange smerter til følge. AD er ligesom HD en multifaktoriel arvelig lidelse, hvor den arvelige disposition sammen med de negative miljøpåvirkninger er afgørende for om hunden udvikler slidgigt. Symptomer starter typisk i 4-5 måneders alderen. Tidligste symptomer er stivhed i forben især efter hvile.

 

AD-undersøgelse
Foretages ved, at den sederede hund lægges i sideleje på røntgenbordet imens billedet tages. Du kan finde flere informationer om HD og AD samt krav for de forskellige racer på DKK´s hjemmeside.

Kirurgi

Vi foretager dagligt mange forskellige kirurgiske indgreb på hunde. De fleste operationer er aftalt nogle dage i forvejen og foretages ambulant.  Andre operationer foretages  på alvorligt syge dyr og kan kræve indlæggelse. Vi råder over operationsfaciliteter med forberedelsesrum, operationsstue og opvågningsbure.

Når du afleverer din hund til en operation vil den få en beroligende indsprøjtning. Herefter bliver patienten lagt i total narkose, bliver klippet og vasket i operationsområdet, og kørt ind på operationsstuen hvor kirurgen tager over. Under operationen har vi tilkoblet overvågningssystem, der måler bl.a. patientens puls, vejrtrækning, temperatur og blodtryk.

Efter operationen vil patienten blive rengjort og lagt i et opvågningsbur. Her observerer vi, at opvågningen foregår normalt.

Når du igen afhenter din hund vil den normalt være lidt omtumlet og lettere påvirket af narkosen. Hvor længe denne tilstand varer er individuel, men normalt vil hunden være sig selv igen dagen efter.

Har du spørgsmål vedr. din nyopererede hund kan du altid kontakte vagthavende dyrlæge.

Efter en operation vil dyret som regel få smertestillende og i nogle tilfælde også antibiotika med hjem efter aftale med dyrlægen.

Sterilisation og kastration

Der kan være forskellige årsager til at man ønsker at få sin hund steriliseret/kastreret.

For hanhunde gælder det især om at undgå problemer med at hunden strejfer eller strinter indenfor.

Der kan også være perioder, hvor den har svært ved at koncentrere sig om andet end løbske hunhunde i nærheden, bliver rastløs, hyler eller vejrer i luften. Nogle hanhunde udviser en hypersexuel adfærd og forsøger at parre sig med f. eks. puder eller menneskeben.

Har hunden adfærdsproblemer, som f.eks. overdreven dominans, kan det være svært at forudsige om en kastration vil hjælpe.

Det kan derfor være en god mulighed, først at afprøve en kemisk kastration. Dette er en behandling, hvor man injicerer et implantat under huden mellem skulderbladene på hanhunden. Hunden fungerer derefter som om den var kastreret, blot er behandlingen midlertidig og effekten aftager efter ½ eller 1 år, afhængig af dosis af implantatet.

For hunhunden vælges sterilisation oftest for at undgå utilsigtede drægtigheder og evt. for at undgå løbetider generelt. Der kan også være problemer med tilbagevendende falsk drægtighed.

Sterilisation fjerner risikoen for livmoderbetændelse senere i hundens liv og reducerer risikoen for kræft i mælkekirtlerne (hvis sterilisationen foretages tidligt, gerne mellem 1. og 2. løbetid).

Der er desværre også ulemper forbundet med indgrebet både for han- og hunhunde;

Imod kastration og sterilisation taler en øget risiko for overvægt, med deraf følgende problemer. Hos nogle en forandret pelskvalitet (mere ulden) samt en forøget risiko for urininkontinens hos hunhunde senere i livet, især hvis sterilisationen foretages tidligt (før 1. løbetid).

Vi anbefaler at både hun- og hanhunde er kønsmodne inden de neutraliseres. Kønsmodenhed opnås omkring 8-10 mdr. alderen.

Den Danske Dyrlæge forening har udgivet en evidensbaseret pjece om fordele og ulemper ved neutralisation.

Læs mere her: https://www.ddd.dk/media/3092/neutralisationsfolder-til-ejere-hund.pdf

Sygeforsikring

Som hundeejer er det lovpligtigt at have sin hund ansvarsforsikret. Denne forsikring vil dække skader som hunden kunne komme til at forvolde andre.

Desuden anbefaler vi dig at tegne en sygeforsikring for din hund. Sygeforsikringen vil hjælpe med at dække udgifter opstået i forbindelse med din hunds sygdom og dyrlægebehandling. Med en sygeforsikring kan du slippe for at træffe ubehagelige beslutninger, hvis din hund skal have foretaget større indgreb, som koster mange penge.

Tænder

Hunde har oftest tandsten og paradentose i forskellig grad, Derudover ser vi tandskader som nedslidte eller brækkede tænder som følge af  hundens ofte lidt voldsomme leg eller gnaven i pinde og andet.

Nogle hvalpe taber ikke alle deres mælketænder og er den blivende tand vokset ud og har opnået samme længde som mælketanden, bør mælketanden skånsomt fjernes for at undgå fejlstilling af de blivende tænder.

Tandbørstning af hundens tænder kan lyde som en uoverskuelig opgave, men grebet an på den rette måde og med det rette udstyr, kan det sagtens læres og det er en virkelig god investering, som kan holde tænder og tandkød sundt – nøjagtig som hos os.

Vaccination af din hund

Vi følger de anbefalinger der er givet af WSAVA Vaccination Guidelines Group, en international sammenslutning af eksperter på området, der udtaler sig på baggrund af evidensbaserede videnskabelige undersøgelser og artikler. Anbefalingerne opdateres jævnligt og er tilgængelige her:  https://www.wsava.org/guidelines/vaccination-guidelines

Basis vaccination af hvalpe bør gives ved 8, 12 og 16 uger, fulgt af en booster vaccination givet mellem 6 og 12 måneders alderen.

Vacciner bør ikke gives unødigt, og behovet varierer alt efter miljø og smittepres. Vaccinerne er derfor delt op i enkelt komponenter så det er muligt at skræddersy den nødvendige beskyttelse til lige netop din hund.

Kernevaccinerne beskytter mod de potentielt fatale virussygdomme som hundesyge, parvovirus og smitsomleverbetændelse og bør gives til alle. Det er verdensomspændende sygdomme, som vi ønsker at beskytte hundepopulationen imod. Det kræver en høj procentdel af vaccinerede dyr, for at vi kan undgå større udbrud af sygdommene. Når hunden har modtaget basisvaccinerne samt 1 års vaccinen, er den beskyttet minimum 3 år mod disse sygdomme.

  • Hundesyge
  • Parvo virus diarre
  • Smitsom leverbetændelse

 

Risikovaccinerne er mere afhængige af hvilket miljø hunden færdes i, om man skal have dyret med til udlandet, i hundekennel, eller andre faktorer. Varigheden af immuniteten varierer lidt:

  • Kennelhoste (dækker et år)
  • Udvidet kennelhoste (dækker et år)
  • Leptospirose (dækker et år)
  • Rabies (dækker tre år)
  • Herpesvirus (i forbindelse med drægtighed)

 

Det gælder generelt for vaccinerne at de beskytter mod sygdom, ikke mod infektion. Det vil sige at din hund kan godt blive smittet, men bliver ikke alvorligt syg af virusinfektionen og vil normalt ikke sprede virus videre.

Efter en vaccination kan man få en allergisk reaktion, dette gælder mennesker såvel som dyr. Man bør derfor holde øje med hunden eller katten den første time efter den er blevet vaccineret. Hvis der opstår en allergisk reaktion vil dyret hæve op omkring øjne, ørelapper eller læber. Sker dette skal dyret tilses igen af dyrlægen og have akut behandling mod allergien – det skal understreges at det er meget sjældent forekommende.

Oftere ses det at hunden efter vaccination bliver en lille smule træt og måske lidt øm omkring indstiksstedet. Dette er normalt og går over af sig selv efter et par dage.

Hotspot

Er et andet navn for akut fugtig hudbetændelse hos hund.

Indimellem også kaldet retriver eksem, da bl.a. golden retriver er overrepræsenteret.  Andre racer der hyppigere får hotspot er Rottweiler, Labrador, Sct Bernhard, New Foundlænder, Schæfer, men alle racer kan udvikle hotspot.

Opdager du et hotspot skal du reagere hurtigt, da det kan brede sig til større områder på kort tid og være meget generende og smertefuldt for hunden.

Ofte ses først et område hvor pelsen er fugtig og hårene klistrer sammen, måske lugter det dårligt og ved nærmere eftersyn er huden meget rød og irriteret. Hunden vil slikke og kradse i området som hurtigt breder sig, bliver fortykket, væskende og måske tabes pelsen. Hyppige områder er på kinder/hals samt bagerst på ryggen, men det kan i princippet opstå alle steder på kroppen.

 

Årsag
Det kan være svært at fastslå årsagen til den akutte hudbetændelse, men en række disponerende faktorer er kendt:

  • Pels (lang, varm, fugtig og tæt pels)
  • Kløe (allergi, lopper, flåter, ører, rift, analkirtler)
  • Hyppig badning
  • Vejret (fugtigt, varmt)

Kombinationen KLØE + BAKTERIER + VARME/FUGT er en farlig cocktail.

Hudens naturlige barriere og forsvar mod bakterier brydes når hunden vedholdende slikker eller klør sig. Der opstår nærmest en hudafskrabning og huden bliver varm og væsker. Dette giver grobund for nogle af de sygdomsfremkaldende bakterier på huden. De bliver normalt holdt i balance af hudbarrieren og den normale bakterierflora, men under disse forhold vil de opformeres og forværre tilstanden. En negativ spiral er startet.

 

Behandling
Behandling består i at stoppe denne negative spiral og få hudfloraen i balance igen

  • Ændre miljø (fugt og varme)
  • Fjerne overvækst af sygdomsfremkaldende bakterier
  • Bremse kløe
  • Genoprette normal hudflora

Vigtigst er at klippe pelsen helt væk fra det angrebne område og så langt udenom af der ses helt sund og normal hud. Dette reducerer fugt og varme og giver mulighed for at rense området . Ofte er tilstanden så smertefuld af hunden må bedøves let for at få klippet i bund.

Dernæst skal huden renses med desinficerende væske eller shampoo, dette skal samtidig være skånsomt for huden. Ofte bruges klorhexidin/klorhexidin shampoo.

Kløestillende behandling i form af lokal behandling med salve for at bremse hunden i at slikke/klø i området. Nogle gange er det nødvendigt at give systemisk kløestillende behandling i form af tabletter eller indsprøjtning.

Lokal behandling med antibiotika er langt at foretrække for systemisk behandling med tabletter, da det sidste vil fjerne alle de gode bakterier, som er nødvendige for at holde de sygdomsfremkaldende bakterier i balance. Der går tid inden den sunde bakterieflora er genoprettet og i denne periode har de mest resistente bakterier en fordel og der er risiko for resistens overfor det anvendte antibiotika. Nogle gange er hudbetændelsen dog så dyb at overflade behandling ikke er nok og der må suppleres med antibiotika i tabletform. Da er det en god ide, at pode fra huden og vælge antibiotika ud fra en resistensundersøgelse.

Med den rette behandling (tidlig indsats og grundig efterbehandling hjemme) bedres det oftest hurtigt.

 

Forebyggelse
Der er flere ting du kan gøre for at forebygge hotspot

  • Forebyg loppe/flåt bid med velegnet middel
  • Få behandlet øregangsbetændelse og udredt evt. allergi
  • Vær forsigtig ved klipning/kæmning
  • Undgå evt. badning

Forsøg at tage det i opstarten ved at få klippet området og renset med klorhexidin.

Tøv dog ikke med at få en tid hos dyrlægen, da det som tidligere nævnt udvikler sig hurtigt og i øvrigt er ganske smertefuldt.

Hundehvalp

Overvejer du at anskaffe en hvalp?

Har du tænkt over hvad der er vigtigt at tjekke inden?

Måske har du hørt historier om hvalpefabrikker og ulovligt indførte hvalpe (typisk opdrættet under kummerlige forhold og taget alt for tidligt fra deres mor).

For ikke at havne i en uheldig situation med en hvalp, der kommer rigtig dårligt fra start og for ikke at støtte tvivlsomme personer, der sælger ulovligt indførte hvalpe, bør du som minimum sikre dig:

  • Du ser hvalpenes mor (også gerne far)
  • Du ser de omgivelse hvalpene er vokset op i
  • Aldrig få en hvalp overdraget på en rasteplads eller lignende
  • At hvalpene er sundhedstjekkede hos en dyrlæge, har dansk sundhedsbog og evt. vaccinationer, samt dansk chipnummer (starter altid med 208)
  • At hvalpene er tillidsfulde og vant til at være i hænder
  • Aldrig købe en hvalp af medlidenhed. Det vil kun føre til flere små forsømte hvalpe.
  • Forlang en købekontrakt, der findes flere tilgængelige på nettet

Køb og salg af hundehvalp følger købeloven og du står meget bedre med kontrakt, hvis der efterfølgende viser sig problemer.

Læs mere her

Årligt sundhedstjek

Det giver rigtig god mening af komme til et årligt sundhedstjek med din hund eller kat.

Vi undersøger bl.a. øjne, ører, mundhule, tænder, organer, mælkekirtler, kredsløb, vægt, pels og hud og får en snak om den generelle sundhedstilstand.

Måske er negleklip eller tømning af analkirtler tiltrængt.

Måske er der behov for loppe/flåt behandling eller tandrensning og vi kan lave aftale om det.

Der er også lejlighed til en snak om vægt og fodring.

Viser der sig  noget der skal undersøges nærmere, har vi mulighed for at tage et røntgenbillede eller evt. en urin- eller blodprøve i samråd med dig.

I forbindelse med sundhedstjekket tager vi stilling til hvilke vacciner netop din hund har behov for. Behovet varierer fra år til år, da nogle dele af vaccinen giver længere immunitet end andre.

Derudover kan der være særlige behov i forbindelse med rejse eller ophold i hundekennel mv.

Et sidste farvel

Det sidste farvel er altid svært.

I forbindelse med aflivning tilbyder vi flere løsninger. Du er velkommen her på klinikken, hvor aflivningen kan foregå inde i konsultationen eller måske i bagagerummet på bilen hvor f.eks. hunde ofte føler sig trygge. Derudover er der også mulighed for aflivning i hjemmet mod et mindre tillæg samt gebyr for kørsel pr. km. Ring evt. for pris. Vi gør dog opmærksom på at vi ikke har mulighed for at tage hunden/katten med efter aflivningen. Ønsker man kremering skal man selv køre enten ind på klinikken efterfølgende eller direkte til krematoriet i Hedensted og ellers er begravelse på egen grund en løsning.

Ved kremering er der mulighed for at få sit kæledyr enkeltkremeret og returneret i en urne. Afhængig af urnen kan denne graves ned i haven eller beholdes som minde. Se eventuelt www.jyskdyrekremering.dk for nærmere info. Jysk dyrekremering har et samarbejde med smykkekunstneren Anne-Mette Lai der laver erindringssmykker af asken. Se mere på www.perle-lai.dk

Allergi hos hund

Kløe er en hyppig anledning til besøg hos dyrlægen.

Tilbagevendende kløeproblemer skyldes i mange tilfælde allergi og kræver en grundig udredning med flere undersøgelser og prøver.

Da allergi er en såkaldt udelukkelses diagnose, vil man starte med at undersøge og evt. udelukke andre mulige årsager til kløe. Det kan bl.a. være lopper, hårsækmider, bakterier eller svamp. Er nogle af disse til stede skal de behandles først.

Hvis kløen fortsætter på trods af dette, kan der være tale om en tilgrundliggende allergi.

Allergi hos hund kan opdeles i to grupper: foderallergi og atopi. Nogle hunde lider af begge typer allergi.

Foderallergi kan udvikles på alle tidspunkter i hundens liv. Allergien opstår overfor et eller flere proteiner som hunden har fået i sit foder (det kan f.eks. være kylling, svin, fisk, gluten e.a.)

Det er desværre ikke muligt at måle hvilke proteiner det drejer sig om, så man er i stedet nødt til at lave en fodertrial – en testperiode på 6 uger, hvor hunden udelukkende må fodres med et protein den ikke har fået før (hjemmelavet foder). Alternativt findes der specialfremstillet tørfoder til brug ved fodertrial. Dette foder er hydrolyseret, dvs. proteiner er findelt til meget små stykker der ikke kan udløse allergi.

Hvis kløen er reduceret efter de 6 uger, reintroducerer man det oprindelige foder for at se om det får allergien til at blusse op igen.

Viser det sig at ens hund har foderallergi, må man efterfølgende finde frem til et egnet foder. Der findes flere slags allergi-tørfoder, der oftest er hydrolyseret og indeholder ekstra omega3-fedtsyre, som er gavnligt for hud og pels. Det er også muligt at fremstille foder selv, men dette kræver at man sætter sig grundigt ind i foderplaner og næringsbehov, for at være sikker på at hunden ikke kommer til at lide af mangelsygdomme.

Atopi er en overfølsomhed overfor allergener i hundens omgivelser. Her er mange muligheder og der ses ofte allergi overfor flere ting. Ofte drejer det sig om husstøvmider og lagermider. Andre gange om pollen, skimmelsvamp eller loppespyt.

Denne type overfølsomhed kan undersøges vha. en blodprøve. Her får man en oversigt over de allergener hunden har reageret på. Efterfølgende kan man vælge at få fremstillet en hyposensibiliserings opløsning til behandling af allergien. Det er oftest livslang behandling.